søndag den 19. december 2010

Julen sig nærmer...

Så er det næsten jul - ih... hvor jeg altså elsker denne tid. Lejligheden er fyldt med nisser, hjerter og ikke mindst lys. Juletiden er helt speciel, og jeg nyder hver eneste dag i december. Glæder er bestemt ikke blevet mindre, da sneen atter begyndte at dale smukt ned fra himlen i går. Det har sneet det meste af dagen, og alt er nu som fortryllet. Træerne ser helt fortryllet ud, og de hvide tage står i en flot kontrast til den blå himmel, som lige kom til syne sidst på eftermiddagen.

Fra jeg var ganske lille har vi, som alle andre familier, haft mange skønne traditioner. Men i år bliver det for alvor anderledes. Hans og jeg tager til Sjælland tidligt den 24. december, for at holde jul sammen med svigerfamilien. For første gang skal jeg ikke spise juleand med min familie. Ikke synge de tossede, halv-hjemmelavet julesange, og slutte juletræsdansen med "på loftet sidder nissen" hvorefter vi alle gemmer os som de små julemus. Hold op hvor er der egentlig mange ting som "vi plejer". Jeg er sikker på det bliver hyggeligt at fejre jul i Hedehusene, men vil nok alligevel sende en enkel eller to kærlige juletanker til min familie. 

I dag kom jeg endnu et skridt nærmere på jul. Havregryns kugler og vanillekranse er nu færdige, og en skøn duft har spredt sig i lejligheden. Nu mangler bare en enkel gave på at blive købt, og så er jeg klar. Klar til nye traditioner, klar til at elske julen endnu mere!

1 kommentar: